Det handler om at få tilhøreren til at sætte sin egen dagligdag og sin egen adfærd i et nyt perspektiv. Om at inspirere og motivere til fornyelse og udvikling. Så når jeg holder foredrag, er det altid med engagement og klar tale, at jeg formidler mine budskaber og pointer.
Min hensigt er, at publikum går fra arrangementet med nye indsigter og en fornemmelse af, at nye muligheder ligger åbne foran dem.
Jeg tager gerne udgangspunkt i specifikke situationer eller problemstillinger, men bevæger mig altid inden for et af nedenstående to temaer. Mit indlæg varer i alle tilfælde en time med efterfølgende spørgsmål og debat.
Ledelse – dine medarbejdere har krav på, at du udfylder lederrollen.
I dette foredrag behandler jeg, hvad lederrollen egentlig handler om i praksis. Hvad er lederens bidrag til, at de ønskede resultater nås, og hvad er lederens rolle i det samlede holds indsats?
Jeg illustrerer medarbejderens synspunkt og kommer ind på, hvad medarbejderne med rette kan forvente af deres leder – f.eks. at lederen ikke længere er stjernen, som de andre i afdelingen bare skal assistere.
Endelig tager jeg fat på spørgsmålet om, hvad der forventes af en nyudnævnt leder. Og ikke mindst: Er lederegenskaber medfødte, eller er de et håndværk, som kan læres?
Forretningsudvikling – har du og din virksomhed råd til ikke at få gode råd?
Dette foredrag handler om at give virksomhedslederen eller –ledelsen med begyndende handlingslammelse inspiration til at etablere en ny situation, der giver sparring, nye ideer og nye muligheder.
Jeg forklarer, hvorfor det er altafgørende at få tilført nye input fra virkeligheden udenfor, og hvordan man kan gøre det umulige muligt. Og jeg giver anvisninger på, hvordan man organiserer sig, så man sikrer et sundt flow af inspiration og nye perspektiver ind i virksomheden.